ØRESKYLNING

Hvis det flyder med gullig-grønt pus fra øret og det lugter, er der betændelse i øret. Hvis det drejer sig om børn med dræn, går det i de fleste tilfælde over uden behandling i løbet af 2-3 dage. Efter badning kan det være fordi, der er kommet bakterier ind i mellemøret gennem drænet. I forbindelse med forkølelse, kan det være mellemøre-betændelse og nogle gange med bakterier. Barnet skal da helst ses af en øre-næse-halslæge, jeg prøver at nå det, men nogle gange holder vi lukket eller har mange akutte patienter.

Hvis øret flyder meget kan det være nødvendigt at skylle øret. Dette kan gøres med lunkent (37 grader) varmt saltvand.

HVORDAN

Du kan selv lave en saltvandsopløsning.

  • Bland 1 l vand med 9 g salt.

  • Blandningen skal være lunken (37 grader), ellers kan du blive svimmel, når du skyller øret. Du kan købe en steril 20 milliliter engangssprøjte på apoteket.

  • Sæt studsen mod øregangen, ret øret ud ved at trække ydre øre udad og opad.

  • Du skal skylle med jævn kraft og passe på ikke at lukke øregangen helt, da vandet skal kunne løbe ud igen.

  • Det kan være en fordel at bruge eddikevand, brug da blandingen: 1:10 for eksempel 1 dl husholdnings eddike og 1 l saltvand.

  • Hvis du også bruger øredråber, skal du vente 10 minutter til øret er tørt, før du drypper. Øreskylning med eddikevand må ikke foregå på perforeret trommehinde medmindre dette er ordineret af en læge.